Frivillighed skaber fællesskaber

09-07-2025

Frivillighed skaber fællesskaber.

Af Morten Kryger Vestergaard Byrådskandidat (V), Tune

Tune er bygget på pionerånd og fællesskab, vi bryster os af at have en helt særlig ånd. Dette kan man opleve når man deltager i f.eks. Tune-Festen, Fastelavnsfest eller Fantastiske Fællesskaber. Mange nye familier flytter til Tune netop af den grund at de ønsker at blive en del af en by med et aktivt foreningsliv og stærkt fællesskab. Faktisk elsker hele Danmark foreningslivet så meget at det fornyligt er blevet stemt ind som nummer 4 på listen over levende dansk kulturarv, lige over Tillidssamfundet - men efter Pølsevognen.

Hvordan opstår denne ånd og hvordan holdes den i live? Det er et spørgsmål som ofte trænger sig på, da flere og flere at de lokale frivillige foreninger faktisk står og mangler nogle som ønsker at give lidt af sig selv, til glæde og gavn for andre. Torben Weis nævnte det specifikt i sin tale ved Sankt Hans-bålet til Tune-Festen, at mange af Lions Clubs medlemmer er over 70 og man savner i den grad flere yngre kræfter. Det samme gør sig glædende hos Natteravnene, som i dag kun består at af to personer her i Tune, og de som hører til i Greve, ønsker naturligvis kun at dække deres eget lokalområde. Disse frivillige foreninger lever endnu i dag kun på grund af Tordenskjolds soldater, nogle få ægte ildsjæle som nægter at give op. Tak til jer!

Gode, dårlige undskyldninger er der nok af. Hvorfor er det så svært at få nye frivillige med i foreningerne, vi elsker jo alle tanken om frivilligheden og det at gøre noget for sin næste eller for hele lokalsamfundet. Men mange siger også "det er en god idé – men det har JEG ikke tid til". "Jeg kan ikke HVER onsdag". "Hvorfor sætter vi ikke bare kontingentet op?". Men er din tid mere værd end andres? Skal vi have betaling for alting? Eller får vi måske i virkeligheden tilbagebetalingen i en anden form? Den kan komme igennem nye venskaber eller andres taknemmelighed. Eller sågar igennem en personlig udvikling hvad enten du siger ja til at være med til at arrangere hele gildet, eller bare hjælper til med at stå en times vagt ved hoppeborgen.

Fuld gevinst. For mit eget vedkommende har jeg igennem de seneste 10 år været aktiv i Tune IF Fodbolds dommerklub. Havde jeg været rigere af at arbejde i stedet, helt sikkert. Men jeg havde til gengæld ikke fået flere hundrede timers motion, lederevner, og en masse gode stunder, venskaber og bekendtskaber, (og en enkelt fest eller to!).

MIG-MIG-MIG. Prøv at vende tankegangen, når det kommer til frivilligt arbejde. Hvad kan du selv bidrage med? Har du nogle kompetencer, som kan bruges i en lokal forening, ellers så spørg hvad de har brug for. Det kan være alt fra at lave frugt til din søns fodboldhold til at lave administrativt arbejde for din datters gymnastikforening, eller være med til at bekæmpe ensomhed blandt ung og ældre i samfundet.

Der er altid plads til alle og brug for alle i Tunes Fantastiske Fællesskaber.